Comwell Hvide Hus, Aalborg ★★★★☆☆
Når man ankommer til hotellet, i bil fra Århussiden, så ligner det mest af alt at man har importeret en mange-etagers, udtjent bunker fra østtyskland. En ordenlig omgang beton med en facade ud mod den store vej, som virkelig ikke virkede indbydende, når man nu skulle på “luksusweekend”. Slidt og grimt. Kort sagt.
Men man bliver hurtigt glad igen når man kommer ind i receptionen på hotellet. Her virker alt meget nyt og lækkert, og de mørke skyer letter hurtigt fra tankerækken. Med nøglen i hånden gik turen mod de øverste etager til vores værelse. Undervejs gik det op for os, at det ikke kun var det ydre som var lidt slidt. Gangene lignede noget som ihvertfald burde være med i overvejelserne til en forhåbentligt nærstående renovering. Men nuvel, det er ikke noget som ødelægger vores ophold.
Værelserne er ganske fine uden at være prangende, men det behøver det heller ikke altid være. Udsigten var rigtig flot, dog var det lidt generende at nyde synet i det kraftige støj fra vejen nedenfor. Men ingen på værelset var der ingen støj at høre.
En tur i udsigtselevatoren på hotellets bagside gav en fin udsigt over Aalborg, dog lidt ærgerligt at ruderne i elevatoren ikke er blevet rengjort siden krigens tid. Måske den heller ikke var efterset siden da, for man fik alskens lyde med på turen også.
Opholdet var med aftensmad og morgenmad, og begge var rigtigt godt, og det er med til at trække den samlede oplevelse for opholdet op.
Vesterbro 2,
9000 Aalborg




