Grainau ved foden af Zugspitze i Tyskland – Fortryllende oplevelse ★★★★★★

I år skulle det være – vi skulle prøve noget andet end storbyferie i sommerferien. Så vi valgte et ophold i den lille by Grainau for foden af Tysklands højeste bjerg, Zugspitze og et stenkast fra den fortryllende sø, Eibsee. Og så er der kun 15 min i bus til Garmish Partenkirschen.

For 10 år siden var vi i München og her besøgte vi Zugspitze, som er Tyskland højeste bjerg med knapt 3000 meter. Uheldigvis var der fuldstændigt overskyet da vi nåede toppen, og vi fik ikke den magiske udsigt at se. Vi måtte nøjes med oplevelsen af den hyggelige togtur med tandhjulsbanen.

I år ville vi tage revanche, og derfor fandt vi et hotel, Hotel am Badersee, som ligger ganske tæt på Zugspitze og Garmish Partenkirschen. Det lød rigtig godt, og så ret lækkert ud – og så virkede det jo som om der var ganske mange bjerge i området. Og det var jo egentligt det vi gerne ville se, så alt virkede til at skulle blive helt fantastisk.

Vi valgte at køre selv, da vi ville se om el-bilen kunne klare sådan en tur. Og uden at skulle gå i detaljer om køreturen, så forløb det uden problemer. Stort ser intet vejarbejde, ingen kø på motorvejen, og rigeligt med steder man kunne lade bilen. Vi kørte ca 200-250 km af gangen, og så fandt vi et ladested nær motorvejen. Super nemt, og stort set heller ingen kø der. El-bilen er et fremragende værktøj til at møde danskere på raststätte i Tyskland. Der er danskere alle vegne, og vi er klart i overtal. Det er hyggeligt at få en sludder om strøm, og sammenligne størrelser.. på batteriet!

Da vi efter ca 1200 km kørsel, og en enkelt overnatning i Erlangen-Tennelohe (et industriområde næsten midt på motorvejen, tæt ved Nürnberg, som tilfældigvis gemte på Tysklands bedste pizza-pasta-sted – Pasta Kantine Erlangen), nærmede os bjergene og Grainau, og for sådan nogen som os, der ikke ser bjerge ret tit i virkeligheden, så er det – bjergtagende – at se de første bjerge i det fjerne fra bilen.

Og det bliver bare vildere og vildere og pludselig er man ganske tæt på Grainau – og lige ved foden af det enorme Zugspitze. Man kører forbi Garmish Partenkirschen og længere op ad bjerget indtil man rammer Grainau, og oppe i skoven ligger hotellet, Hotel am Badersee.

Hotellet er rigtig fint og hyggeligt, og ligger så man kan se alle de store bjerge stort set alle steder fra. Vi brugte lige den første tid på at gå og måbe med åben mund og polypper, Det er virkelig et smukt sted, og bjerge gør bare et eller andet ved een. Måske fordi der ikke er så voldsomt mange af dem i og omkring Århus.

Hotel am Badersee så virkelig indbydende ud, og værelserne var flotte. Desværre så var der hverken køleskab eller aircondition på værelset, og det er jo lidt træls, når det er omkring de 30 grader. Det kunne man godt lige overveje at smide ind. Vi havde heldigvis egen køleboks og blæser med, så det gik alt sammen. Der var morgenmad med i prisen, og den var ganske fin, uden at være gourmet på nogen måde. Men der var et flot udvalg. Udsigten fra terrassen hvor vi spiste vores morgenmad hver morgen var dog 100% gourmet.

Efter at være kommet på plads, så ville vi et smut ned i Grainau og snuse lidt sommerstemning og kigge på bjerge. Efter en kort og velfortjent forfriskning gik vi på oplevelse i byen.

Selve Grainau virker måske lidt søvnig, og der var slet ikke så mange mennesker/turister som vi havde regnet med. Der var mennesker bevares, men det var til at få en plads på de fleste af cafeer og restauranter. Der var så heller ikke så meget andet end cafeer og restauranter. Den lokale købmand var en slik- og sodavandsautomat som tog mod kontanter – til gengæld havde den døgnåbent. Det gjorde dog ikke noget at der var stille og roligt i Grainau, og vi blev enige om at alle nok var nede i Garmish Partenkirschen, som vi ville besøge en af de efterfølgende dage.

Vi blev i Grainau og gik på opdagelse i både Untergrainau og Obergrainau, som byen var delt op i. Vi gik gennem den hyggelige by og nærmede os så småt veje, som blev stejlere og stejlere, og pludseligt stod vi lidt i udkanten af byen for enden af en vej som så ud til at blive helt utrolig stejl. Det er jo lidt spændende, selvom vi på ingen måde er vandretyper, ihvertfald ikke bjergvandretyper.

Jeg fik lokket min bedre halvdel med på ekspedition, selvom vi begge nok var lige usikre på om det nu også var en rigtig god ide. Men vi kunne jo se at vejen ikke var sååå stejl, ihvertfald op til svinget som var 100 meter længere fremme. I svinget møder vi en bedstemor og hendes 6-8 årige barnebarn, og de smiler og virker til at det bare har været en alletiders hyggelig og afslappende tur. Jeg tror det var skuespil for vores skyld.

Pludselig tog fanden ved den vej, og stigningen blev ganske voldsom. Og det var jo voldsomt varmt, sikkert 40-50 grader. Måske var det bare 30 grader, men det føltes helt grotesk. Heldigvis så var der under opstigningen både et meget flot vandløb, og en lille mekanisk installation med et tog, som man lige kunne standse ved. Ikke fordi man havde behov for det, men fordi det var flot.

Til sidst drejede man væk fra vejen og ind i en sti som førte gennem en skov. Her blev det for alvor stejlt. Heldigvis var der en lille bænk, hvor vi kunne sætte os og regne på stigningsprocenterne. Vi kom frem til at vi havde gået lige under en kilomet, og at stigningen lå på den gode side af 20%. Så er det jo klart at man er lidt i krise. Vi blev dog overhalet af flere ældre ægtepar, som smilte og fortalte om deres tur da de passerede os. Vi blev enige om at der nok var for mange mennesker på stien nu, så vi vendte om for ikke at skabe trafikkaos. Og selvom det var yderst anstrengende, så var det en dejlig tur. Og nu havde vi fortjent en is!

Så gik turen hjem til hoteller igen, for en lille slapper, og planlægning af næste dags udflugt til Garmish Partenkirchen. Med i prisen på hotellet var der nemlig gratis bybus. Det var jo helt genialt, da man så kunne lade bilen stå. Vi havde undret os meget over at der på flere af busserne stod “Kun udstigning. Ingen indstigning”. Først undrer man sig lige over hvordan det kan lade sig gøre – og så besluttede vi at spørge personalet i receptionen på hotellet. Damen lignede et stort spørgsmålstegn, og fortalte at hun da absolut ingenting vidste om busser i byen. Heller ikke den som kørte til hotellet. Kollegaen ved siden af vidste endnu mindre. Det virker lidt uprofessionelt. Og træls. Vi måtte selv finde ud af det åbenbart. Vi spurgte også til hvordan man hæver kontanter i byen, da ikke ret mange tog mod betalingskort. Det vidste de to genier i receptionen heller ikke rigtigt noget om, men der var vist noget med en ulåst dør og en pengeautomat ved ergoterapeuten nede i byen. Men åbningstiden anede de intet om. Der var iøvrigt også mulighed for at oplade sin elbil på hotellet, men de pladser blev bare brugt som parkering. Det vidste de heller intet om, og var rimelig ligeglade.

Det er det eneste vi var rigtig utilfredse med på Hotel am Badersee. Det er under al kritik at hotelpersonalet ikke ved noget om busser i byen, eller og hvor man kan få kontanter, og hvordan opladning foregår. Det skal der sgu være styr på efter vores mening. Pyt med at der mangler køleskab og aircondition, men det andet skal der være styr på.

Dagen efter gik turen til Garmish Partenkirchen, og vi havde selv fundet ud af hvordan man kom med bussen. Garmish er en dejlig by med masser af leben og turister. Her var alle de mennesker som vi savnede i Grainau – og lidt til. Det er en ganske hyggelig by med masser af butikker til shopping, og restauranter og cafeer til afslapning. Der er ikke noget særligt, som du ikke finder i andre større tyske byer – bortset fra udsigten til bjerge. Men det er et hyggeligt sted at tilbringe en formiddag og spise en god let frokost.

Efter et lille stop på hotellet tog vi igen ned i Grainau, hvor vi havde booket bord til aftensmad hos Restaurant Spatzenhäus’l. Spisestedet med det mundrette navn, som skulle servere original spätzle, som er tysk pasta i cremet ostesovs, gerne med ristede løg på. Det skulle vi prøve – og naturligvis også den lokale SchweineHaxe med kartoffel-knödel.

Dejlig mad, som man blev mæt af. Spätzlen var måske ikke helt så vidunderlig som man havde forestillet sig, men det smagte dejligt, og flæskestegen på knogle med tennisbold ved siden af smagte godt, som altid. Lidt som flæskesteg med 1 kæmpe svær, som man ikke har saltet. Og så den tennisbold, som umulig kan være nogens favorit. Spis den mens den er varm, for når den bliver kold, så er den ikke din ven længere.

På sidste dag på Hotel am Badersee skulle vi afsted på turens højdepunkter. Op på toppen af Zugspitze i 3000 meters højde. Og rundt om Eibsee som er en af de flotteste og mest populære søer i tyskland. Forventningerne var skyhøje.

Vi var heldige med vejret. Næsten ingen skyer og ca. 25-30 grader for foden af bjerget ved søen. Perfekte betingelser for lidt “bjergbestigning”. Vi tog dog Seilbahn op til toppen – en stor lukket skilift. Hvilket i øvrigt også er en fantastisk flot, og til tider lidt nervepirrende tur, hvis man har det svært med højder og noget der gynger lidt. Men det gik nu alt sammen.

Man bliver fuldstændig blæst bagover når man træder ud på det store udsigtområde på toppen af Zugspitze. Det er svært at forklare hvor smukt det er, på en solrig og stort set skyfri dag, og ingen fotos kan gengive det man ser, ordenligt. Det er bare helt fantastisk, og noget alle bør opleve.

Det var en kæmpe oplevelse at være på toppen af Zugspitze igen. Selvom det kun var 5 grader deroppe, så det ikke koldt. Måske fordi man bare var helt oppe i skyerne over den flotte udsigt til bjergene i Tyskland, Østrig, Italien og Schweiz – og sikkert mange flere. Helt fabelagtig oplevelse. Husk, at hvis du kommer derned for foden af bjerget, så er der webcam som kan vise om vejret er godt på toppen og hvor meget du kan se. For lige så fantastisk udsigten er i godt vejr, lige så skuffende er det i overskyet vejr. Og turen til toppen af Tyskland er ikke helt gratis, så tjek vejret inden du køber billetten.

Fra toppen kunne man se søen Eibsee, som ligner noget fra en caribisk reklamefilm. Og da vi kom ned fra bjerget, så skulle vi naturligvis også prøve at gå de ca 8 km rundt om søen, og se alle de fuldstændig fantastiske udsigter vi havde hørt og læst om. Og vi blev ikke skuffede, tværtimod.

Lad os lige starte ud med at varedeklarere ruten omkring Eibsee. Den siges at være familievenlig, og kan klares på 1,5 time. Vi er ikke enig i nogen af delene. Ruten er rimelig stejl på visse punkter, også over længere afstande. Og der skal fart på, og ingen fotosessions, hvis du skal bare det på 1,5 time. Vi gjorde det på 2 timer og 17 minutter, og var ved og dejse om et par gange når det blev stejlt og varmt. Men det var alt sliddet værd, for det er virkelig en flot tur rundt om søen.

Det var en varm dag, og ruten var lidt anstrengende til tider, men det var en virkelig dejlig tur rundt om søen, og sammenlagt med turen op på toppen af Zugspitze, så var det næsten en perfekt dag med oplevelser.

Eibsee kan iøvrigt bruges til meget andet end at gå rundt om. Der er strand og mulighed for at leje både af forskellige slags, og selvfølgelig også en restaurant hvor man kan få lidt velfortjent mad og drikke i skyggen efter en lang fantastisk gåtur.

Efter 4 fantastiske dage i Grainau og omegn var det på tide at vender hjemover – dog med et par storbystop i Leipzig og Hannover på vejen. Opholdet i Grainau var en af de bedste sommerferier vi har haft i mange år. Ikke at vi normalt har kedelige sommerferier, men at holde ferie blandt høje bjerge i helt nye og anderledes omgivelser var bare et gigantisk hit. Noget som vi vil huske med glæde i rigtig mange år – og anbefale alle at gøre det samme, eller ihvertfald noget der minder om det.

Vi skal helt sikkert ned et sted i bjergene og holde sommerferie igen – det er bare helt fortryllende.

• Nyttige links
• Hotel am Badersee
• Zugspitze