Teufelsberg, Berlin – Vidunderlig udsigt ★★★★★★

Vi havde talt om det i mange år, under vores mange besøg i Berlin. At vi egentligt burde besøge Teufelsberg – uden at vi helt vidste hvad det var, udover at det var et sted med en flot udsigt over Berlin. Og efter en del års tilløb tog vi os endelig sammen og tog afsted med Teufelsberg.
Teufelsberg’s nuværende bygninger var en amerikansk lyttestation i 1960’erne, hvor man overvågede fjender og modstandere. Her opererede man indtil Berlin Murens fald, hvorefter bygningerne blot stod tilbage til forfald. Nu er det så blevet til et udsigtpunkt hvor man kan komme og nyde den flotte udsigt, og samtidigt bruges bygninger, både indendørs og udendørs, til at fremvise kunst.

Når man bor i centrum af Berlin, så ligger Teufelsberg faktisk temmelig langt væk. Og vi havde læste os til at man skulle være indstillet på at skulle gå ret langt også. Det er fint med os, så ser vi lidt mere af byen, som vi normalt ikke ser.
Vi startede dog med bussen fra Nollendorfplatz og vi skulle køre et godt stykke tid før vi skulle af igen. Vi skulle være stået af på Heerstrasse, men af ukendte årsager så valgte vi lige at tage et stop ekstra. Vi stod af og GPS’en viste os vej ned til Grüneberg skoven, hvor Teufelsberg ligger.
Det stod dog ret hurtigt klart at vi var stået af på et forkert sted, og det var dumt, for ikke ret langt inde i skolen holdt GPS op med at fungere. Så vi endte med at bestige voldsomme stigninger gennem skov og krat, men på en eller anden måde, efter hvad der føltes som meget lang tids vandren i urimelig hede, så landede vi på den fine gangsti som fører op til Teufelsberg. Her mødtes vi i øvrigt med alle de som stod af bussen ved det rigtige stoppested.
Efter vi havde møvet rundt i skov og krat, og var kommet ud på den rigtige sti, så var der stadig ret langt op til toppen af bjerget. Og får sådan et par halvgamle typer som os, så var det da lidt udfordrende. Der var langt. Og det gik opad. Hele vejen. Heldigvis fik vi en god times pause på toppen, da vi havde valgt at overse at portene først åbnede kl 10. Men vi fandt en bænk og nød udsigten over skoven.
Endelig kom vi ind, og jeg tror faktisk ikke vi havde de helt store forventninger. Vi vidste godt at der var en udstilling med kunst, men vi var der for at se udsigten. Så vi galoperede afsted, op med toppen af bygningen.
Og her blev vi mødt af en helt fantastisk udsigt over hele Berlin.





Udsigten var helt utrolig smuk, og man kunne se til alle sider. Og de store, gamle og slidte kupler som stod på taget var også helt fantastiske at se på. Når man er lidt betaget af udsigter og højder, så kan man bruge lang tid på taget – og man skænker det ikke en tanke at man lige har besteget et bjerg for at komme derop.
På etagerne under taget var der plads til udstilling af kunst. Og også her blev man helt blæst bagover.






Nu hedder bjerget godt nok Teufelsberg – altså Djævle-Bjerget – opkaldt efter den nærliggende Teufelssee (Djævle-Søen), men til vores store skræk fandt vi ud af at bjerget teknisk set ikke er et bjerg, og at det faktisk slet ikke er ret højt. Bjerget er dannet af rester og affald fra 2. verdenskrig og det er kun ca 80 meter højt.
Men besøget på Teufelsberg var en kæmpestor oplevelse. Det er virkelig en smuk udsigt over hele Berlin, og kunstudstillingerne og de mangle bygninger med kunst var virkelig flot. Vi vil helt sikkert anbefale alle der trænger til at få en på oplevelsen, at tage til Teufelsberg. Måske stå af bussen det rigtig sted, nuvel. Måske tage en taxa op ad bjerget, for det var der mange der gjort. Uanset hvordan du kommer derop, så vil det være hele turen værd.
- Radarstation Teufelsberg
- Teufelsseechaussee 10
- D 14193 Berlin (Berlin-Westend)
- https://www.teufelsberg-berlin.de/en/homepage-englisch/



