Waldorf Astoria Berlin, Kurfürstendamm – Luksus hele vejen ★★★★★★

Waldorf Astoria Berlin, Kurfürstendamm – Luksus hele vejen ★★★★★★

Vi har i mange år gået og kigget op på det store, flotte Waldorf Astoria hotel, når vi har været på shopping på Kurfürstensdamm. Men vi har nok altid synes at det var lige for moderne til sådan et par helt almindeligt mennesker som os.

Man har et standpunkt indtil man ombestemmer sig – og i sommeren 2024 bookede vi en enkelt overnatning på det store og meget imponerende hotel. Og vi blev ikke skuffede – tværtimod.

Waldorf Astoria Berlin 2024

Bygningen udefra er meget imponerende, og sådan fortsætter det egentligt bare gennem lobbyen og op til værelset. Kvalitet hele vejen. Og den blev ikke mindre da vi kom indenfor i vores fantastiske hjørneværelse – med udsigt både mod Zoologisk Have, og i retning modTv-tårnet og Charlottenburg slottet (som vi dog ikke kunne se)

Dejlig udsigt mod Bahnhof Zoo og starten på Zoologisk have

Værelset var virkelig lækkert. Stort og rummeligt med masser af vinduer og udsigt. Man havde egentligt bare lyst til at blive på værelset og få mest mulig nydelse ud af det. Vi skulle jo kun overnatte en enkelt nat, da prisen ikke gav lyst til flere overnatninger. Men det er heller ikke nødvendigt. En enkelt overnatning var nok, og det var en kæmpe oplevelse.

Superlækkert værelse på 14. etage med herlig udsigt

Udover det fantastiske værelse, så have Waldorf Astoria også en rigtig lækker terrasse, hvor man kunne nyde en forfriskning og den fabelagtige udsigt lige over til Kaiser-Wilhelm.Gedächtnis-Kirken. Der var lækre sofaer, og selvom vejret viste sig fra sin blæsende side, så var det smadderhyggeligt at nyde en kold drink mens man lyttede til loungemusik i bedste her-går-det-godt stil.

Tagterrasse med alt det rigtige isenkram

Vi besøger med jævne mellemrum nogle af de store luksushoteller rundt omkring, og een ting man altid skal have med i oplevelsen er at prøve hotellets morgenmad. Det plejer at være en oplevelse, hvor man til tider bliver helt forlegen, når service og kvalitet rammer et niveau, som vi ikke altid er vant til. Og det samme skulle vi naturligvis prøve på Waldorf Astoria.

Og det skuffede ikke. Bare det at man får tilknyttet sin helt egen tjener, som opfører sig mere som vores bedste ven end tjener, er fedt. Man føler at man er noget ved musikken. Og når man så ovenikøbet bare kan få lov at nyde Eggs Benedict så fuglene synger, ja så er der altså ikke meget af være utilfreds med.

Eggs Benedict det skal man altså bare have.

Morgenmadsoplevelsen den skuffede ikke – det var virkelig lækkert. Men vi er vist kommet i en alder, hvor vi simpelthen ikke kan nå at komme gennem alle lækkerierne, før mave og sind siger stop. Så vi nåede ikke gennem hele repetoiret, men det vi fik sat tænderne i, var dælme godt. Super godt.

Alt i alt var det en fantastisk oplevelse at overnatte på Waldorf Astoria på Kurfürstendamm i Berlin. Alt var tip top og alle pengene værd, lige fra vi trådte ind og til vi forlod hotellet igen. Vi kommer helt sikkert gerne igen, hvis vi falder over et rigtig godt tilbud – eller hvis vi synes det er tid til lidt forkælelse igen.