Kiel, Tyskland – Hyggelig by til weekendophold ★★★★☆☆

Kiel, Tyskland – Hyggelig by til weekendophold ★★★★☆☆

Kiel er på ingen måde den største eller mest spændende by i Tyskland, men alligevel er den perfekt til et weekendophold eller en enkelt overnatning. Byen ligger ca 1 timer og 15 mins kørsel i bil fra den dansk/tyske grænse, og det gør den attraktiv til en hurtig tur.

Strøget (Holstenstrasse) har i sig selv et godt udvalg af butikker, og i bunden af strøget ligger Sophienhof som er ret stort shoppingcenter som også har rigeligt med forskellige butikker. Så der er rig mulighed for at få stillet sine shoppinglyster, selvom strøget ikke er det længste.

Området i og omkring strøget har mange forskellige barer, cafeer og restaturanter, og udvalget af mad er ok, dog, som altid i Tyskland, med det forbehold at de ofte godt kan lide spisesteder hvor maden “minder” om noget originalt. (“Schnitzel Wiener-Art” minder om en rigtig schnitzel men er det ikke. Det er svinekød. Den rigtige Wiener-Schnitzel er af kalvekød. Det samme med kager, asiatisk mad m.m. Det minder om den ægte vare, men smagen er ofte tilpasset). Et prima eksempel på dette er burger-kæden Hans Im Glück, hvor burgerne ligner en million, men er helt forladt for spænding og smag, når man sætter tænderne i dem.

Hvis man skal finde spisesteder som er lidt mere spændende, så har vi haft held med at følge Bergstrasse op til Holtenauer Strasse. Her var der mange spisesteder – også inde i de små sidegader. Vi fandt blandt andet et asiatisk restaurant med navnet Hoi An, som vi var ret begejstrede for.

Hvis man er til god kaffe, så er der også i Kiel mange kaffebarer og risterier, som i større eller mindre grad rister deres egne bønner, og tilbyder en god kop kaffe eller muligheder for at købe bønner med hjem. Her fandt vi Bakeliet Kaffee hvor vi havde læst os til at de skulle servere både fremragende kaffe og velsmagende kage. Og det kan sagtens anbefales. Stort udvalg af herlig kaffe, og et helt vindue fyldt med lækre stykker kage.

Som med alle andre steder, så viser Kiel sig fra sin bedste side når vejret er varmt og solrigt. Viser sommervejret sig fra sin bedste side så er området ved ved de store cruise-færger til Göteborg og Oslo værd at anbefale. Her er der muligheder for at få mad og drikke udendørs, og det er et rigtig hyggeligt sted når der er mange mennesker i det gode vejr. Her kan man virkelig dase og slappe af.

Vil man overnatte i Kiel, så er det bedste sted vi har prøvet (indtil nu) det ganske fine Steigenberger Conti Hansa Hotel, som ligger for enden af strøget.

Alt i alt er Kiel en dejlig by at være i. Der er muligheder for shopping, og hygge på restauranter, barer og cafeer. Det er måske lidt begrænset med seværdigheder, men det gør ikke noget når man nu kun er der kort tid – for en enkelt overnatning i Kiel er nok.

Vi vil helt sikkert besøge Kiel igen og igen – når lysten til et nemt og hurtigt smut væk fra hverdagen trænger sig på.

4 stjerner ud af 6 mulige