Chicago, USA – Flot og fantastisk ★★★★★★

Efter dejlige dage i Toronto ankom vi til Chicago. Trods et lille regnvejr da vi landede så blev vi velsignet med 6 dage i fantastisk dejligt vejr i byen ved Lake Michigan.

Vi boede på Hyatt Centric The Loop Hotel, som lå rigtig godt placeret i business området i The Loop – mere eller mindre tæt på det hele i Chicago. Vi fik et rigtig flot værelse med “view to the city”. Stort og flot værelse med masser af vinduer, så vi kunne se byen. Intet at klage over overhovedet.

På førstedagen skulle byen opleves på gåben, så vi tog turisthatten på og drog afsted ud i byen. Noget af det mest omtalte, hypede og turistede i Chicago er skulpturen som i folkemunde kaldes “The Bean”. Bønnen. Der ligger en meget flottet tanke og beskrivelse bag, og officielt hedder den vist “Cloud Gate”. Men bønne-navnet rammer nu nok bedre plet. Desværre så viser det sig at bønnen er pakkes ind i hegn pga vedligeholdelse (pudsning måske?), og man kan derfor ikke komme helt tæt på og tage de helt rigtige turist-selfies. Men uanset hvad, så er det stadig en smuk bønne, og det var alle de andre turister også enige i – så det ud til.

Efter denne oplevelse gik vi videre rundt i byen. Chicago er en rigtig flot by med mange rigtig flotte, og høje bygninger, som man kun kan imponeres over. Og der er selvfølgelig mange mennesker i byen, men ikke så mange at det var træls og bøvlet at komme frem (måske også pga tidspunktet – marts måned).

Vi havde besluttet os for at købe det lille City Pass Chicago, hvor vi kunne spare lidt på de dyre sightseeing steder. Vi kunne vælge 3 attraktioner, og valgte at se udsigten fra John Hancock Center (360 degree Observation Deck Chicago), Willis Tower (Sears Tower i folkemunde) og så den store sejlture, Shoreline Sightseeing Architecture River Tour.

På vores åben-mund-og-polypper turist-gåtur den første dag, stod vi pludseligt og uventet foran John Hancock Center, og selvom det ikke var planlagt sådan, så valgte vi at tage en tur op og nyde udsigten i det utrolig fine vejr.

Og udsigten skuffede ikke. Fantastisk, som altid, at se byen oppefra.

Når man er i Chicago, så skal man have deep pan pizza. Det siger stort set alle turist-bøger, -sites og bloggere. Og selvom det vist ikke helt passer at Chicago er arnestedet for pizza med voldsomt høje kanter, så skulle vi da helt sikker prøve det – og hvis det skal være, så skal det være på Giordanos.

Trods annonceret ventetid på 45min på pizzaen, og endnu et venlig-ment servering af klor-smagende vand, så sprang vi på den klassiske deep pan pizza, og vi valgte en pizza til deling, da vi havde læst at portionerne var til den store side.

Det var en oplevelse at spise på Giordanos, og vi endte med at få resten med i en doggy bag, så der var nem aftensmad senere. Pizzaen var ganske god – men måske historien er lidt mere spændende end virkeligheden. Pizzaen var god – men så heller ikke mere.

Dagen efter var den helt store attraktion at vi havde købt billetter til at komme til United Center og se Chicago Blackhawks spille mod Arizona Coyotes. Og det er ishockey vi taler om her.

Ishockey er ikke noget vi normalt begejstres af, men det var skide skægt. Amerikanerne forstår bare at lave en kæmpe oplevelse ud af noget relativt kedeligt som ishockey. Der er fuld ballade på så snart der er et lille ophold i kampen – det er faktisk lidt spøjst, at det tidspunkt der er mest stille på, er når kampen kører. Men det er en supersjov oplevelse at se hockey, og hvis man går sulten og/eller tørstig derfra, så er man selv ude om det. Enkelt tilskuere virker til at være der mere for mad end for sport. Vi udtaler os ikke om hvilken side vi var på.

Dagen efter var det tid til nye oplevelser, og vi besluttede os for at gå ud til Navy Pier, som er et meget stor mole, hvor der er forlystelser, tivoli, restauranter og meget mere – ihvertfald om sommeren. Der var en flot udsigt ind til byen, men vi må nok indrømme at det var lidt skuffende. Det store pariserhjul virkede lidt fesent efter en tur i John Hancock Center, så det sprang vi over. Og Chicago levede den dag op til sit navn – The Windy City – for det var utrolig blæsende og møgkoldt. Navnet “The Windy City” har faktisk intet med vinden at gøre, men derimod en gammel historie om opblæste politikere og øgenavne. Google it.

I forbindelse med Navy Pier lå kajpladsen for båden til den store Arcitectural Tour med sejlbåde. Noget vi havde set utrolig meget frem til, da Chicago jo er kendt for den flotte, mangfoldige arkitektur. Der var en guide med på både som fortalte om rigtig mange af de forskellige bygninger. Der blev indgående fortalt om bygningernes historie. Dog var det påfaldende, at en af de allerstørste bygninger ikke blev nævnt med eet ord. Trump bygningen. Vi besluttede dog, at det nok ikke var nødvendigt at spørge hvorfor.

Bådturen var fantastisk og vi fik set alle de smukke bygninger og hørt deres historie. Det var nu altså spændende at sejle forbi den bygning som blev brugt som den store bank i en af de seneste Batman film. Og så er store bygninger altså bare flotte. Anderledes end det vi er vant til i lille Danmark.

Ved aftentide efter sejlturen var det til til at se Chicago By Night fra 103. etage på Sears Tower SkyDeck. Udsigten i mørke efter solnedgang var virkelig flot. Det er dog lidt svært at finde pejling på hvilke bygninger det er man ser på når det er mørkt. Og så er det altså en kæmpe brøler fra folkene bag Skydeck, at der er så meget lys i lokalet, at meget af det man kan se er genspejlinger af sig selv i ruderne. Det er fandme træls. Men det gik alt sammen. Dog var det mere imponerende med udsigt i dagslys.

På 103. etage fandt man “The Ledge”, som er en glas-tilbygning, som hænger uden på bygningen, således at man kan træde ud og stå “uden for bygningen” i et lille glasrum – med fri udsigt til alle sider, også nedad. I teorien lyder det spændende, og vores hjerner sagde “jajajaja”, men det det kom til stykket sagde kroppene “NEEEEEEEEEJ”. Det var alt for vildt at skulle træde ud på en papirstynd glasplade i 400 meters højde. Og man havde kun 90 sekunders ophold på stedet, så det skulle gå kvikt, Men vi kom ikke helt derud. Dog, hvis man vendte sig om, og slog kroppen i bakgear, så kunne man lige komme derud og forevige udsigten ned til fortorvet. Men mere end det blev det ikke til. Tøsedreng/-pige!

Efter denne oplevelse og en god nats søvn stod den på shopping og en tur med subway og bus udenfor byen, i jagten på Skechers sko på tilbud. Man kan vel godt sige at vi kom lidt ud af vores comfort-zone. Ihvertfald kom vi en god time væk fra det fine, turistede centrum. Og det gik helt uden problemer eller overraskelser. Og vi fandt billige sko. Mange. Alt for mange.

Chicago har masser af restauranter og steder man kan få god mad. Men når det galdt aftensmaden, så endte det faktisk stort set alle dage med, at vi tog mad med hjem på hotellet og spiste der. Efter en lang dag var man alligevel godt træt, og når man stort set alle steder kan få mad to-go, så er det altså dejligt at slappe af med aftensmaden hjemme – og så skal man jo heller ikke betale de 18-20-22% i drikkepenge, som forventes hvis du spiser på stedet.

Vi havde et street food sted, kaldet Revival Food Hall, tæt på hotellet, og den brugte vi flere aftener. Der var mange gode valgmuligheder, til en god pris – og så var det både nemt og lækkert.

På rejsens sidste dag skulle på på rundvisning på Soldier Field, hvor Chicago Bears spille deres NFL-kampe, og Chicago Fire spiller fodbold som vi kender det i Europa. Det var nemt at komme derud med bus, men manden der skulle sørge for skilte til indgangen til Soldier Field var åbenbart blevet fyret, for det var ikke nemt at finde indgangen. Til gengæld fik vi et par hyggesnakke med amerikanske familier der hedder ikke kunne finde indgangen. Det lykkedes dog til sidst.

Udsigt til banen på Soldier Field med skyline i baggrunden

Vi fik en rigtig fin rundtur af Marty, som fortalte alt hvad der var værd at vide om historien bag Soldier Field, og så fik vi naturligvis en tur ned på banen, i omklædningsrummet og i en af logerne hvor dem med pengesagerne i orden åbenbart elsker at se fodbold og koncerter – og blive trakteret efter alle amerikanske regler. Det var en rigtig fin rundtur, i rigtig dejligt vejr. Marty anbefalede at man sluttede af men en Chicago Style Hotdog uden for stadion. Så det gjorde vi naturligvis.

Allersidste stop på turen blev Chinatown. Vi var ret begejstrede for Chinatown i San Francisco, så det skulle vi også prøve i Chicago. Men det var virkelig en trist oplevelse. Vi trampede lige hurtigt op og ned af hovedgaden, fik noget tørt kylling og skumle dumplings (med pork-pork-pork-pork-pork) på Triple Crown restauranten og så tog vi ellers toget hjem mod hotellet. Skuffende oplevelse der.

Chicago var en helt fantastisk god oplevelse. Chicago minder jo om mange andre storbyer i USA, men den vinder på den flotte arkitektur, og det faktum at byen ikke er så larmende som f.eks. New York. Der var rigeligt med shopping og oplevelser, og der var ikke på noget tidspunkt rigtig grund til at føle sig utryg.

Vi vil helt sikkert anbefale Chicago til andre, der som os, også elsker at besøge de store byer og føle det liv og leben som følger med.