San Francisco, USA – En by ud over det sædvanlige ★★★★★★

Vores første møde med downtown San Francisco var da vi stod af toget ved sporvognens endestation i bunden af Powell Street ved Market. Her går det for alvor op for os, at det ikke er helt forkert at byen har mange stejle veje.

Efter en lang, lang flyvetur var det ærlig talt en udfordring af skulle hele den lange vej op ad bakken med vores kufferter og trætte kroppe. Men det lykkedes, og selvom det var anstrengende, så var det også første bevis på at vi var landet i en by, som er noget helt specielt.
Akklimatisering og shopping
Den første dag San Francisco gik med at komme ned på jorden og slappe lidt af. Der er masser af muligheder for shopping, og der er også det kæmpestore Macy’s shoppingcenter hvor man kan slå sig løs.
En lille vandretur – Painted Ladies og AT&T baseballstadion
Hvis man er vokset op med serien “Full House”, så er det stensikker af man skal ud og se de mangefarvede huse, som optræder i seriens optakt. Vi valgte at tage vandreskoene på, og gå fra vores hotel og helt ud til Painted Ladies. Det var en gåtur på en lille times tid, og det var spændende at se de dele af San Francisco som vi nok ikke ville have set hvis vi tog bussen. Dog fik vi også forvildet os gennem et kvarter, hvor vi nok ikke hørte helt til. Men vi gik lige midt på vejen, så vi ikke forstyrrede de mænd som lå og sov/drak på fortovene. Det gik, helt uden problemer. Men den vej går vi ikke igen.
Vi kom ud til Painted Ladies, og det er absolut nogle flotte huse. Men mere end det er det heller ikke. Heldigvis er der også en flot udsigt over byen derudefra.

Man kunne også slappe lidt af i Alamo Square parken, og hvile de lidt ømme stænger. Helt faldt vi i snak med en politibetjent, som slet ikke (som i SLET IKKE) kunne forstå hvordan vi kunne finde på at gå derud fra centrum, når der nu var flere skumle områder undervejs. Hans forundring blev ikke mindre, da vi sagde at vi havde tænkt os at gå videre til AT&T baseballstadion som ligger ved vandet i byen.
Efter en god gåtur ender vi ved AT&T Park hvor der normalt spilles baseball. Vi er ved at være godt trætte og vælger at nøjes med at se det hele udefra.

Gåtur langs vandet – Fishersmans Wharf, Ferry Building og Pier 39
Drømmer man om en hyggelig gåtur, uden alt for mange stejle bakker, så er en gåtur langs vandet absolut at anbefale. Vi startede ved Ferry Building, som er et hipt Food-market med masser af steder at spise og et stort farmers marked. Det er et rigtig hyggeligt sted, med rigtig mange mennesker.

Efter Ferry Building fulgte vi vandet hele vejen op til Fishermans Wharf. Det er en dejlig tur.
Fishermans Wharf er vist mest af alt en kæmpe turistfælde. Nuvel, det er et meget hyggeligt sted at opholde sig, men der er et kaos af mennesker og souvenirboder, og det der er værre. Vi spiste frokost derude, og det var ok – men egentligt ikke et sted vi opholdte os ret længe. Vi skulle dog lige ud og kigge på Pier 39, hvor de berømte jordskælvs-overlevende søløver opholder sig på fast basis. Det var ganske morsomt at se, men ikke et sted man opholder sig ret længe.

Golden Gate Bridge
Vi glædede os, som små børn til juleaften, til at se Golden Gate Bridge. Det ligger et stykke væk fra centrum, men det var ganske nemt at komme derud med bussen. Og hold nu op, Golden Gate Bridge skuffer ikke. Et helt fantastisk bygningsværk, som bare strække sig i det tilsyneladende uendelige. Pga vejret, så blev vi på fast grund, men det var stadig en kæmpe oplevelse af se den bro, man har hørt så meget om.

Gå direkte i fængsel – Turen går til Alcatraz
En af de helt store attraktioner ved San Francisco er det nu nedlagte, men stadig meget kendte, Alcatraz fængsel. Og det er en kæmpe oplevelse.
Turen med båd over til øen giver fantastisk udsigt, ikke kun til selve fængselsøen, men også til Golden Gate Bridge, og ikke mindst, indover selve San Francisco. Det er utroligt smukt.

Vi tog den helt store rundtur på øen, og det er en utrolig spændende fortælling og oplevelse. Det er noget alle gæster i San Francisco bør gøre – og det gør de nok også. Der var ihvertfald mange mennesker på øen.
Sporvogne – en drønhyggelig turistfælde
Man kan sige meget om sporvognene i San Francisco, men de er ihvertfald godt besøgt. Og det er helt sikkert en hyggelig tur op og ned af de stejle bakker. Vi valgte i denne omgang ikke at springe ombord på denne, og istedet betragte de flotte vogne på afstand. Det er spøjst og flot – men også ret dyrt.

Stejle gader i massevis
Alle ved at San Francisco er kendt for de stejle gader. Men vi blev nu alligevel lidt overraskede over hvor stejle gaderne alligevel er.

Sodavand fra hanen smager af svømmehal
Man bliver overrasket hver gang man kommer til en større amerikansk by og bestiller er sodavand fra hanen. Hver gang går man lidt i chok, over at de har valgt at komme klorin i vandet. Og i så store mængder at det smager decideret grimt. Amerikanerne kan ikke selv smage det. Men det kan vi.
Den eneste ulempe
Eneste lille minus ved San Francisco er flyveturen. Det er en utrolig lang tur fra Frankfurt eller Amsterdam til Vestkysten af USA. Vi er ikke så gode til at flyve i de der ca. 8 timer. Men vi overlever det, og det tager ikke noget af oplevelsen ved San Francisco
På gensyn, San Francisco
San Francisco er en helt fantastisk by. Den er så speciel i forhold til stort set alle andre byer, som vi har besøgt gennem årene. Det er ikke en kæmpe stor by, som fx New York, og det er måske en af byens forcer. Man kan, med lidt god vilje, gå rundt til det meste.
De stejle gader og de flotte udsigter gør bare at byen bliver noget helt specielt. Det er svært at beskrive. Men hvis man ikke har besøgt byen, så skal man unde sig det. Det er en kæmpe oplevelse. Vi kommer ihvertfald igen. Det er helt sikkert.